Kabinen i den faceliftede Hilux giver et indtryk af en behagelig og moderne bil med det nydesignede instrumentpanel, metaldetaljer på både læderrat og gearknop samt et mørkere interiør.
Det er muligt at få Hilux i fire varianter, der får nyt navn, så de fremover følger de fleste andre Toyota-modeller. De fremtidige lettere gennemskuelige udstyrsbetegnelser bliver såldes T1, T2, T3 og T4.
Som vanligt er Hilux veludstyret allerede fra den mindst udstyrede variant T1, der har manuel aircondition, sædevarme, sidespejle med varme og lad med sikkerhedsgitter som standard. De to bedst udstyrede varianter, T3 og T4, indeholder som standard bl.a. Toyotas nye multimediesystem Toyota Touch, der er en 6.1" trykfølsom skærm til styring af bl.a. bakkamera, radio/cd, Bluetooth, aux-in og usb.
Toyota Danmark A/S arbejder i øjeblikket på højtryk for at få priserne klar til introduktionen i Danmark til oktober.